Argazkia: Labayru Fundazioa
ápice Es
1 s.m. Extremo superior, punta
punta, gaine/gain (tb. en composición), buru, moko, erpin, mustur/mutur.
Ápice de la lengua: Mihin-/mihi-punta.
2 s.m. Parte muy pequeña (en negat.)
bape(re)/batere, izpi, traust, apur, arean [be(re)/ere].
No tiene ni un ápice de sentido del humor: Horrek ez dauka umorerik traustik bere; horrek umorea auzoan dauka.
Esto no tiene ni un ápice de sabor: Honek ez dauka bapere gusturik.